Hvilke skader risikerer barnet at få?
Skader forårsaget af alkohol kommer selvfølgelig an på, hvor meget alkohol moderen har indtaget under graviditeten. Medfødt alkoholskade spænder fra små og ubetydelige skader til meget svære multihandicaps og død.
Stort alkoholforbrug: Føtalt alkoholsyndrom
Børn af mødre, der drikker 7-8 genstande eller mere om dagen gennem graviditeten er under risiko for at udvikle føtalt alkoholsyndrom (også kaldet FAS), som er den alvorligste skade. Syndromet omfatter:
- Hjerneskade
- specielle ansigtstræk
- væksthæmning
- forsinkelse i mental og motorisk udvikling
- hyperaktivitet
- ændret søvnmønster
- spiseproblemer
- sprogproblemer
- sproglig dysfunktion
- perceptionsforstyrrelser
- IQ gennemsnitligt 70-89
- generelle indlæringsproblemer
Det er endvidere veldokumenteret, at et alkoholforbrug på 1-2 genstande dagligt eller mere øger risikoen for abort, for tidlig fødsel, væksthæmning af barnet, misdannelser og dødfødsel.
Lille alkoholforbrug: Mindre skader
Effekten af et lille alkoholforbrug i graviditeten på få genstande om ugen er omdiskuteret. Det kan ikke udelukkes, at et lille alkoholforbrug har skadelige virkninger, specielt på hjernens udvikling og dermed kan forøge risikoen for lettere adfærdsforstyrrelser og indlæringsvanskeligheder, som måske først konstateres i skolealderen.
Et alkoholforbrug på 1-2 genstande dagligt eller derover øger risikoen for abort, for tidlig fødsel og dødfødsel.
Sidst opdateret: 30-03-2009